Dødens Attraktioner

Vores trang til at være tæt på død og ødelæggelse drager os til koncentrationslejre, slagmarker og kirkegårde. »Dark tourism« kaldes det, og de fleste af os er »mørkets turister«.

Vi er mange, der som must see-udflugtsmål i New York har haft et besøg ved Ground Zero. Vi har stået og forsøgt at aflure de syv år gamle rædsler deres inderste væsen ved at stå og glo på et gigantisk hul i jorden. Endnu flere har for deres indre øre hørt skrigene fra gaskamrene og fået samme sære fascinationsgys på en rundtur i Auschwitz. Om det så er de hengivne fans, der skridter det ualmindeligt almindelige fortov af foran Dakota-bygningen i New York – var det her, eller måske tre skridt længere henne, her! at John Lennon faldt til jorden skudt af en fanatisk fan, 8. december 1980. Uanset hvad, så er de fleste af os dark tourists.

Vi får et historisk makabert kick eller måske en oplevelse for livet ved at opsøge steder, hvor mennesker er henrettet, myrdet, tortureret, druknet, massakreret eller bare begravet. The Killing Fields i Cambodia, Dybbøl Mølle. Hiroshima eller den stenede og øde kirkegård San Vicente Cemetery i Bolivia, hvor de berygtede tog- og bankrøvere fra slutningen af 1800-tallet, Butch Cassidy and the Sundance Kid, angiveligt skulle ligge begravet. Det er alle lokaliteter, vi kun besøger, fordi de har været centrum for rædsler og død.

Dark tourism er et begreb opfundet af professor John Lennon, ja, det hedder han, fra Glasgow Caledonian University, i 1996. Sammen med kollegaen Malcolm Foley skrev han i 2000 bogen »Dark Tourism – the attraction of death and disaster« og satte for første gang en gammel og velkendt tendens på papir.

John Lennon understreger, at vi i århundreder har dyrket døden som udflugtsmål, og at fænomenet også kaldes f.eks. »thanatourism«, krigs-turisme, eller blot »grief tourism«.

Allerede 1500-tallets London, og for den sags skyld mange andre steder, var hængninger og henrettelser en rejse værd, ligesom de var under den franske revolution.

»Og ved slaget ved Waterloo ankom fine damer i hestevogne for at se på slaget, mens det foregik,« fortæller professoren. »Marken, hvor det første slag i den amerikanske borgerkrig blev udkæmpet, blev solgt af en entreprenør som attraktion en uge efter, at slaget var foregået,« fortæller professor John Lennon.

Han begyndte at forske i dark tourism af en simpel grund:

»Jeg så, at mange er fascineret af lokaliteter, hvor mord og grusomheder er foregået. Jeg begyndte at interessere mig for det, fordi selve lokaliteterne så ud til at være blevet synonym med den historiske begivenhed, de var en del af. De blev selve historien, som den udspillede sig, og garant for kendsgerningerne, som de udspillede sig.«


Turister har, siden man begyndte at rejse til Rom for at se Colosseum, arenaen for gladiatorkampenes groteske voldsunderholdning, valfartet til sådanne steder. I dag er det blevet en industri, som man f.eks. på den yderst detaljerede og seriøse hjemmeside dark-tourism.org.uk kan se delt op i kategorier som holocaust tourism, cemetery tourism, battlefield tourism, slavery heretage tourism og prison tourism. Ude på »seværdighederne« pynter man på de historiske rædsler for at bevare dem. Pigtråden i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau er selvfølgelig ikke fra Anden Verdenskrig, den gamle er rustet. Jernbanesporene er heller ikke originale. Krematorierne er genopgyggedt. De sammenkrøbede lig i Pompeji er også restaureret for at give turisten et mere virkeligt billede af dengang Vesuv begravede 2.000 mennesker i år 79. I dag findes der turoperatører som Bartletts Battlefield Journeys LTD og Holts Battlefield Tours, og i Chicago kan man tage på Abraham Lincoln Civil War tour. Alle byder de på detaljerede rundvisninger i borgerkrigens restaurerede skyttegrave i USA og Første Verdenskrigs ditto rundt om i Europa, og flere jødiske bureauer byder på ture i de berygtede bydele i f.eks. Krakow og Vilnius. Nettet er fuld af venlige udbydere, der hellere end gerne vil vise en steder for andre menneskers endeligt.

Hvor morbidt vi synes, det er at besøge dødens attraktioner, afhænger ifølge John Lennon af, hvor langt væk i tid vi befinder os fra begivenhederne. 2.000 døde ved et vulkanudbrud i Pompeji for omkring 2.000 år siden er ikke så etisk og moralsk forkasteligt som at stå og mindes de omkomne for tsunamien på en strand i Thailand.

Ifølge professor John Lennon er dark tourism som sagt ikke et nyt begreb, men der er blevet mere medieinteresse for det.

»Man øger opmærksomheden på fænomenet, når man bruger det mest magtfulde medie i verden. Film, som »The Killing Fields« og »Schindlers List«, og ikke mindst internettet, har givet os alle adgang til at søge oplysninger om »dark sites«. Rejser er blevet billigere samtidig med, at mange lande i Europa er blevet mere åbne, så folk kan rejse.«

Det nyeste inden for det, der i dag er blevet alment accepteret som uskyldige rejsemål, er mennesker, der via tilbud på inter-nettet, betaler for at komme tæt på krigshandlinger i Afghanistan og Irak, mens projektilerne pisker om ørerne på dem.

John Lennon er ikke overrasket over denne tendens:

»Der er en tendens til, at folk vil tættere og tættere på begivenheder, mens de står på,« siger han – og dark tourism er for professoren ikke bare endnu en kategori i turistbranchen:

»Der er en fare for, at vi begynder at tro på fortolkningerne af de makabre begivenheder, fordi vi er til stede, hvor de skete. Det er regeringernes ansvar at lave en ideologifri fortolkning af fakta, men turisterne stoler på lokaliteternes fortolkning. Regeringer vil gerne fejre deres tragiske fortid i stedet for at se på, hvad de kunne have gjort dengang. Fortolkningens natur er, ligesom historiens natur, ideologisk, og det er som regel sejrherrernes ideologier og tro, der vises på de steder.«

Han giver som eksempel USAs uafhængighedshistorie fra 1776 med revolutionen mod englænderne. Den ser ikke på f.eks. indianernes historie, mener han. Det samme gør sig gældende i Australien med dets historie om aboriginals, der ifølge John Lennon er overset på flere mindesteder.

»Turisme og historien er begyndt at smelte sammen, og turisme har en vigtig rolle i at være garant for disse tragiske historier og episoder for undertrykkelse,« siger John Lennon.

»Vores interesse for stederne fortæller også, at vi har et meget selektivt syn på fortiden afhængig af, hvem vi er, og hvor vores historie starter, og hvem vi tror, vi er. Vi er som regel mest interesseret i vores egen historie og på den historie, vores børn lærer. De vil sikkert ikke lære så meget om Khmer Rouge i skolen, kun hvis de besøger stederne i Cambodia. De vil se på the Killing Fields og historien, der fortælles der, og de vil stole på den. Derfor er det vigtigt, at turismen får de historiske fakta korrekt.«

Mens John Lennons forklaring på vores interesse for turistmål, der har med døden at gøre, lyder: »Vi er fascineret af menneskets evne til gang på gang at begå massemord og grusomheder,« så har formanden for Dansk Psykologforening, Roal Ulrichsen, en anden. Han kalder det »en urgammel biologisk mekanisme«.

»Vi drages både mod det gode og det onde. Det er en slags ambivalens. Det vilde rovdyr står foran dig, og du stopper op uden at bevæge dig, i stedet for at flygte. Det er en uheldig alliance mellem rædslen på den ene side og på den anden: Godt det ikke gik ud over mig. Hvor er jeg heldig. Det livsbekræftende.«

I nogle sammenhænge kan fænomenet få næsten perverse udformninger, mener Roal Ulrichsen og husker en stor togulykke ved Odense, hvor folk valfartede til ulykkesstedet med kaffe og kager for at se redningsfolk trække døde og sårede ud af togvognene.

Turismeforsker Lise Lyck fra CBS er mere prosaisk:

»Jeg tror, meget af det handler om, at turistbranchen kan se, at de kan skabe nye markeder på den måde.«